BANG !!!
7 skud markerede slutningen på sejlsæsonen 2026 og starten på vintersæsonen 2026-2027
Men dagen bød på meget mere end kun kanonsalut
Fra morgenstunden dyppede vinterbaderne sig i den efterårskolde sø. Saunaen virkede dog som en lun kontrast til vandet
Kl 9 fortsatte gruppen af sportsbådssejlere vinterklargøringen af klubbens sportsbåde, Open 5.70 og J70. Alle både er nu på land og står helt skinnende og klar til vintersejlads. Af vintersejlads skal nævnes Matchrace-campe i YF 7-8. november, se opslag på Facebook, der er plads til flere deltagere - samt vintersejlads i Hellerup, hvorJ70 Jolene køres ud. Vil du høre mere om vintersejlads på Øresund så kontakt Karin Dahlberg-Garde eller Søren Heilmann - der er altid plads til flere deltagere.

I løbet af formiddagen sad en flok unge sejlere og udskar skræmmende græskar sammen med vores ungdomsadministrator Lene. Om der blev skåret optimistjoller i græskar er uvidst, men det er sikkert at Holte og omegn blev lyst op af en masse flotte græskar fra vores ungdom
Kl 12 blev det store frokostbord anrettet i skolestuen. Over smørrebrød og anden lækker medbragt frokost kunne medlemmer fra hele klubben dele historier om årets sejlsæson.
DONG-DONG
Kl 14:30 slog Formand Søren Frederiksen til samling på den store klokke. Nu til den officielle del af standernedhalingen
Efter velkomst havde han æren af at uddele Formand Gert Eriksens Mindepokal for en særlig frivillig indsats for YF. Den gik i år til Thorbjørn Beldring der er primus motor for at arrangere klubbens 100 års jubilæum, samt laver rigtig mange forskellige ting rundt om i klubben.
Dernæst gav Søren ordet til selvsamme Thorbjørn der havde tre vigtige punkter at fortælle om
Først fortalte han om planerne for 100 års jubilæet 12. juni 2027, og præsenterede klubbens særlige jubilæumsstander der blev hejst til tops for at markere indgagnen til jubilæumsåret 2027. Jubilæumsstanderen kan også købes til egen båd til bådoptagningen, båd-søsætning samt standerhejsning 2027.
Dernæst kunne han fortælle om den matchrace-camp klubben arrangere i samarbejde med Birkerød Sejlklub i weekenden 7-8 november. Invitation ligger på Facebook, der er plads til mange flere deltagere.
Slutteligt fik Thorbjørn æren af at uddele duelighedsbevis for de føre-aspiranter der har været til prøve i årets løb. 9 elever har været til prøve, og alle 9 har bestået den praktiske del. Af de 9 var 3 mødt op til standernedhalingen. Stort tillykke til Janus, Lukas og Victor, samt selvfølgelig også til Gustav, Malte, Anders, Kun, Celina og Katrine med bestået duelighedsprøve.
Som afslutning tog kanon-kommandør Henrik Wenkens over. I samarbejde med kanon-besætningen blev suset fra Furesøen udråbt, inden kanonen bragede de 7 skud, dansk løsen, der markederede skiftet fra sommerstander til vinterstander.
Nu blev de officelle rammer opløst til hyggeligt samvær medlemmerne imellem.
Tak for en skøn sejlsæson 2026 - vi glæder os allerede til klubbens 100. sæson 2027
Thorbjørn Beldring
